25 mar Apopleksi rammer seksualiteten – få hjælp
Apopleksi rammer seksualiteten
Apopleksi rammer seksualiteten og det gør den uanset om det er en hjerneblødning, en blodprop i hjernen en tumor eller noget helt andet, som du bliver ramt af. Erhvervet hjerneskade vil påvirke dig og det kan det gøre på forskellige måder og altså også på det seksuelle.
Nogle kommer man måske let hen over, mens andre efterlader mere massive spor i livet generelt, men bestemt også i det seksuelle og intime liv.
Ofte ligger fokus, efter behandlingsforløbet, på at genvinde livskvaliteten og blive så god som mulig til at håndtere hverdagens udfordringer og blive så selvhjulpen som muligt. Det kan f.eks. være at kunne spise selv, klare egen hygiejne og generelt det at varetage hverdagen så godt som muligt. Men midt i al det her genoptræningshalløj, så bliver seksualiteten ofte overset.
HjerneWebinar
– om kærlighed og seksualitet
Den 24/2 2020 havde jeg æren af at være med til at lave et webinar sammen med Hjernesagen, der handler om kærlighed og intimitet, når den ene i parforholdet er ramt af hjerneskade. Se det her –>
Webinaret er afholdt af Hjernesagen for deres medlemmer og delt på Hjernesagens youtube kanal
Det bliver overset når apopleksi rammer seksualiteten
Ofte hører apopleksi patienter til det ældre segment. Derfor er det så trist, at langt de fleste, der behandles for apopleksi ikke nødvendigvis får information om seksualitet, fordi man måske fra sundhedspersonalet fejlagtigt tror, at det ikke er aktuelt at fortælle om grundet alderen. Som apopleksi ramt eller pårørende til en apopleksiramt, er det måske heller ikke lige det, man selv får spurgt om lige nu. Der sker jo allerede så meget og det kan være svært midt i behandling, genoptræning, andre livsforandringer mm. Og selv hvis man bliver tilbudt hjælp til seksualiteten, er der mange, der alligevel afviser den, fordi det på det tidspunkt virker irrelevant og uoverskueligt. Og det kan jeg faktisk godt forstå. Men jeg ved også, at det nemt kan ændre sig når man kommer længere ind i genoptræningsforløbet. Og her er det vigtigt, at man lytter til sig selv og sine behov.
Det er aldrig for sent at spørge. Det er aldrig for sent at få hjælp. Og det er aldrig for sent at gøre noget ved de seksuelle problemer, man oplever. Heller ikke selvom man tidligere har sagt nej tak.
Fokuser på seksualiteten
Uanset hvor lang tid, der er gået siden du – eller din partner – blev ramt og uanset hvordan I er ramte, så er det vigtigt at fokusere på seksualiteten. Og her taler jeg ikke bare om sex.
Uanset om du selv har bedt om information eller hjælp og ikke har fået det og uanset om du har fået information om det eller ej, så er det ikke endegyldigt.
Genfind dig selv når apopleksi rammer seksualiteten
Seksualitet er en del af den du der. Det er din personlighed og alle har en seksualitet uanset om man dyrker sex. Derfor er det vigtigt, at du fokuserer på den, så du kan genfinde dig selv. Hvis du ikke gør det, kan det medføre en livskrise, identitetskrise og gøre det sværere for dig at få det bedre.
Første skridt imod at genfinde seksualiteten i efterforløbet er at forstå, hvordan seksualiteten egentlig påvirkes af de forskellige forandringer, der er.
Når du forstår, hvad der sker, så kan den viden faktisk nogle gange være en hjælp i sig selv og hjælpe dig med at se nogle løsninger. Det vil også hjælpe dig med at afklare, hvad du gerne vil have hjælp til, så du kan finde ud af, hvor du kan få hjælp.
Hvordan får du hjælp til seksuelle problemer?
Allerførst er det vigtigt, at du finder frem til hvad det er, du har brug for hjælp til.
Er det samlejestillinger når kroppen svigter?
Er det hjælp til rejsningsproblemer, tørre slimhinder eller andre direkte påvirkninger af seksualiteten?
Er det kognitive problemer, som ødelægger seksualiteten?
Er det en kombination af flere problemstillinger? Eller måske noget helt andet?
Det er meget almindeligt, at man bliver påvirket på flere punkter og der kan også være problemer, som man ikke har tænkt på afhjælpes.
Hvis du er i tvivl om, hvad dit (eller dine) problemer er, kan du måske få hjælp hos din behandler. Jo mere konkret, du er, når du søger hjælp, jo lettere er det at få den rette hjælp.
Her kan du få hjælp
Hjernesagen
Hjernesagen gør et rigtig godt stykke arbejde og derfor vil det være et godt sted at starte. Hos hjernesagen har de rådgivere som du kan spørge til råds og du kan også bestille en folder, som måske kan svare på dine spørgsmål.
Du kan også se mig fortælle om Apopleksi og kærlighed sammen med hjernesagen. Du finder videoen her.
Egen læge
Din egen læge har måske ikke lige viden om det konkrete problem, som du har, men de har de bedste forudsætninger for at sende dig videre i systemet til den rette behandler.
Du kan også spørge på din behandlende afdeling om de kan hjælpe, eller om de ved, hvor du kan få hjælp.
Fysioterapeut
Du kan spørge en fysioterapeut eller ergoterapeut som varetager genoptræningen, hvad de kan give dig af gode råd til netop din situation. Hvis de ikke kan hjælpe, kan de måske finde hjælpen til dig.
Sexologisk Center
Der findes offentlige sexologiske centre rundt i hele landet, hvor du kan blive henvist, hvis du har brug for hjælp. Det kræver en henvisning, som du kan få fra egen læge eller den behandlende læge på den afdeling/behandlingscenter, hvor du gennemgår behandling.
Behandlingen på en offentlig klinik er gratis.
Sexolog
En privatpraktiserende sexolog kan hjælpe dig med dine seksuelle udfordringer. Behandling hos en sexolog foregår gennem samtaler og nogle gange øvelser og opgaver, som man selv skal lave i hjemmet.
Her er det vigtigt, at du finder en behandler som har en sundhedsfaglig baggrund, så han/hun ved, hvad der påvirkes af sygdommen.
Erotiske hjælpemidler
I min webshop www.ElseOshop.dk finder du et udvalg af erotiske hjælpemidler. Hjælpemidlerne kan hjælpe dig med nogle af de udfordringer, der kan opstå når apopleksi rammer seksualiteten.
Giv ikke op
Det er vigtigt, at du ikke mister modet, hvis du i første omgang føler dig afvist og synes det er svært. Jeg har fuld forståelse for, at det kan være enormt svært at spørge ind til seksualitet og at bede om hjælp. Hvis du så ovenikøbet føler dig afvist, gør det det ikke ligefrem lettere. Men der er hjælp at få. Så hvis du spørger og ikke finder svar, så spørg en anden. Du kan også bede om at få kontaktinformation på en, der kan hjælpe dig.
Hvis seksualiteten er vigtig for dig, så giv ikke op. Søg hjælp og godtag ikke et nej. Seksualiteten har ingen alder og den kan sagtens fungere på mange måder – også selvom man er syg.
De bedste hilsner
Sexolog og sygeplejerske, Else O.