Jeg tændte på at være magtesløs

– Blogindlæg af Ilse Bjerregaard

På et eller andet tidspunkt undervejs i min heling fra mit 19 år voldelige forhold med min eksmand Læs mere HER, opdagede jeg til min egen store skræk, at jeg tændte på at blive “brugt” seksuelt. Jeg havde allerede mødt min nuværende mand, der som det sidste i verden gad have sex med én, der ikke havde lyst til ham, og for at være helt ærlig, så skammede jeg mig over at have de lyster. Når jeg nu ellers gjorde alt hvad jeg kunne for at komme fri af mit forrige forhold, og på at hele alle de traumer, det havde medfødt.

Men egentlig er det ikke så mærkeligt. Når du har læst dette blogindlæg, forstår du forhåbentlig mere om hvorfor.

Min eksmand voldtog mig ”kun” en enkelt gang. Hvis man altså definerer ”voldtog” som at jeg sagde nej. Jeg ville ikke, men han var ligeglad, og det vidste jeg allerede på det tidspunkt, at han ville være. Han var i gang med at afstraffe mig for ét eller andet, og i den proces fik han den idé, at det kunne være den ultimative ydmygelse af mig at barbere mit køn og voldtage mig. Og det var det da også; jeg lå stiv af skræk og turde ikke rejse mig og protestere andet end verbalt, fordi jeg var bange for den barberkniv, han havde i hånden. At han selv fandt det ganske ophidsende var så ækel en følelse, at jeg undlod at mærke den. Det kaldes at dissociere i fagsprog, og er en ganske nyttig egenskab at have, når man lever i overgrebsland.

På det tidspunkt kan jeg regne ud, at vi allerede havde kendt hinanden i nogle år, og jeg var derfor allerede godt og grundigt vaccineret med hans mantra om, at en god kone altid var til rådighed og altid var villig.

”Som med så mange andre ting godtog jeg dette parameter, og fokuserede først og fremmest på hans behov. Når han greb mig om livet og trykkede mig ind til sig, lagde jeg villigt hvad jeg havde i hænderne, gjorde mig klar til ”et lille put”, som han kaldte det.” (Voldens væsen – min partner, s. 160)

I det ”lille put” lå der ingen tilfredsstillelse af mig, og jeg lærte på den måde hurtigt at føle tilfredsstillelse alene i at være sexobjekt og blive brugt. Voldtægten blev derfor blot ét i rækken af overgreb.

En umulig tilstand

Det kræver ikke så få kolbøtter af en sund hjerne at få dét at blive brugt seksuelt i tide og utide til at være ophidsende i sig selv. Det var jo ikke sådan, at det, han ville, var at have gensidig sex, hvor jeg også fik orgasme. Det var bare ned på alle fire, en tømning og så kunne jeg fortsætte med hvad jeg nu ellers var i gang med, og vi gik hver til sit. Min hjerne var dog temmelig forskruet i forvejen, så jeg fik det på sin egen måde til at give mening.

Nu er vores krop bare sådan udstyret rent fysisk, at det, at en ting ”giver mening” ikke er ophidsende nok til, at der strømmer blod til slimhinderne, og René begyndte hurtigt at klage over, at jeg var ”tør”, når han ville til. Anklagede mig for ikke at have lyst til ham, hvilket naturligvis var sandt, men det erkendte jeg ikke engang for mig selv, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at føle ophidselse ved at blive udnyttet, ydmyget og brugt. At være den hjælpeløse, den magtesløse, og den, der alene blev værdsat fordi hun kunne stille andre tilfreds, lå heldigvis allerede lige til højrebenet for mig.

René var dog stadig utilfreds med min manglende fysiske ophidselse, og følte det som en personlig anklage mod ham, at jeg ikke blev ophidset når han var det. Hans jalousi mod andre mænd betød også, at han forbød mig at se på mænd (det være i sig virkeligheden eller på reklamer eller i TV), der havde så meget som bar overkrop – og han var konstant på vagt og klar til at dadle mig for at ønske andre end ham, hvis jeg f.eks. glemte demonstrativt at se den anden vej, hvis der gik en flot mand ind foran mig på gaden. Så blev jeg kaldt luder og utro, og ofte startede det en lavine af kritik og spørgsmål om jeg nu også virkelig var jomfru, da jeg mødte ham. Der er ikke noget at sige til, at jeg gik ret langt for at undgå sådan en svada.

Min seksuelle lyst var der ikke noget, der hed

I sit forsøg på at kontrollere min seksuelle lyst, så den passede 100 % til hans, indførte han også, at jeg heller ikke måtte onanere, når jeg var alene. Min tilfredsstillelse var noget, han tog sig af, og med så undertrykt et behov for at få seksuel udløsning, var det da også en smule lettere for mig at blive våd, når han stimulerede mig. Min seksuelle nydelse var dog ikke længere til stede – jeg lod ham tage den fra mig og gøre den til hans, som på så mange andre områder af vores liv, og på dét alter blev også evnen til at tage imod dét at få en orgasme ofret. Mine tanker kunne han dog ikke kontrollere, og jeg så mig på et tidspunkt i vores forhold nødsaget til at skifte billede af ham ud med billedet af en høj, mørkhåret mand, i mine desperate forsøg på at være våd og villig, når han gerne ville til. Jeg havde dårlig samvittighed overfor ham, for hans manipulationer virkede jo, og jeg følte mig som en dårlig kone, der ikke havde lyst til sin mand – men jeg undskyldte mig selv med, at det var nødvendigt for ikke at gøre ham alt for ked af det. Alt imens jeg fodrede mit lave selvværd med endnu mere selvkritik.

Det tog fire år efter jeg var gået fra ham, før jeg igen blev i stand til at få en orgasme. Men det at få en orgasme handler jo først og fremmest om at give slip, og så snart jeg gav slip på de redskaber, jeg fik af hhv. sexolog og psykoterapeut, dukkede billederne af René op igen, og så var jeg lige vidt. Det var først da jeg reelt havde fået en lille smule hold på hvad det ville sige at nyde livet, at jeg havde et spor at gå efter, og selv derefter måtte jeg igennem en lang proces, før det lykkedes mig at smide angsten og trangen til at dissociere ud af soveværelset også.

Ingen fantasier er forkerte

Følelsen af magtesløshed kender vi alle. Én måde at lære sig selv ikke at være bange for den, er at tage den med ind i det seksuelle spil med ens partner, og udforske den der – i trygge rammer, og med én, man ved, man kan stole på ikke for alvor gør én fortræd.

Det var ikke min virkelighed. Min eksmand gjorde mig fortræd. Igen og igen. Overskred mine grænser og krævede det umulige af mig, og i mine forsøg på at indfri hans ønsker, gjorde jeg også vold på mig selv. Den ophidselse, jeg følte ved at blive taget seksuelt, havde intet med den normale følelse af afmagt at gøre – den var i virkeligheden et forsøg på at undgå at miste kontrollen, over mig selv, og over ham: At miste kontrollen over mig selv, betød jo, at jeg var nødt til at acceptere mig selv som jeg nu engang var, og lægge min anden overlevelsesstrategi som perfektionist på hylden. Det anede jeg end ikke, at man kunne. At miste kontrollen over ham, var det samme som at risikere at miste ham som partner, og med en lang række af tab i bagagen, var angsten for at miste igen så stærk, at jeg var villig til at gøre alt for at undgå, at det skulle ske igen.

Sexlivet er ikke et liv, man lever selvstændigt ved siden af ens øvrige liv. Det leves i forlængelse af og i sammenhæng med de ting, man i øvrigt foretager sig til daglig. Det betyder, at der er håb for alle, der har været udsat for overgreb, og er påvirket af det når de har sex med andre: Det handler om, at de fortsætter med at udvikle sig personligt, og gør op med de overgreb, de har været udsat for, og den måde, det påvirker dem i deres hverdag.

Vejen ud af overgrebshistorier er lang, men den er mulig, og så afgjort det hele værd.