Kan det betale sig at arbejde med seksualiteten

Hvis du eller din partner er syg og gerne vil arbejde med jeres seksualitet, så hold jer ikke tilbage. 

Seksuelle hjælpemidler kan afhjælpe mange gener og problematikker. Der er også altid hjælp at hente på et af landets sexologiske centre. Ventetiden kan være lang, tilgengæld er det ganske gratis. 

Kan det altid betale sig at arbejde med seksualiteten? 

Det hurtige svar er JA det kan ALTID betale sig at arbejde med seksualiteten. Og især hvis du eller din partner er syg.

Herunder kan du læse en historie om et par, der ikke troede, det ville give mening for dem at arbejde med seksualiteten på grund af alvorlig sygdom. Men de var glade for, at de valgte at gøre det alligevel. 

 

Kan det også betale sig at arbejde med seksualiteten når, man er meget syg?

Forleden ringede en af mine patienters hustru til mig. Hendes mand er i et forløb for behandling af rejsningsproblemer hos mig på Sexologisk Center.

Problemet var opstået efter et kræftbehandlingsforløb. Det var en af de senfølger, han måtte sande, der var kommet. Jeg havde allerede haft flere samtaler med dem og vi var begyndt at finde frem til en mulig medicinsk behandling for hans rejsningsproblem.

Hustruen ringede til mig for at fortælle, at siden deres sidste samtale hos mig, havde mandens situation nu ændret sig og han var alvorligt syg. Det var derfor ikke længere relevant for dem at arbejde med rejsningsproblemerne. Så hun syntes ikke, de ville spilde min tid ved at møde op, når nu de i stedet ville fokusere på andre ting i den sidste tid sammen. 

Spilde min tid !!! ….

Mit svar, som kom lige fra hjertet, var, at jeg bestemt ikke ville give hende ret i, at de skulle aflyse tiden. For hvordan kan det at arbejde med sin seksualitet være spild af tid?

I stedet sagde jeg: ”I spilder ingen lunde min tid. Det er nu, jeg tænker, at I har allermest brug for vores samtale. Livet har for jer taget en uventet drejning. Og nu er et aktivt sexliv uoverskueligt for jer. Og overhovedet ikke en prioritet. Men kan I forestille jer, at vi i samtalen fokuserer på, hvordan I kan få nærhed og intimitet i jeres parforhold, nu hvor I måske har allermest brug for det? I har brug for de fine, små oaser af lykke, hvor I kan mærke hinanden og få små glimt af lykke og overskud. I en tid, hvor jeres liv er fyldt med sygdom, angst, sorg og krise. Så jeg synes, at vi i jeres næste samtale skal fokusere på, hvordan I kan få mere nærhed og intimitet ind i jeres parforhold”.

Jeg fik hende overbevist om, at de ikke på nogen måde ville komme til at spilde min tid ved at komme til samtalen.

Da parret kom til vores møde, var fokus derfor heller ikke længere på at behandle hans rejsningsproblemer, men netop på nærhed og intimitet. Parret fik lov til at sætte ord på deres tanker og følelser og savnet. Ikke savn af sex, men savn af intimitet. Vi talte om det at slå til som mand, uden at skulle præstere og vigtigheden af at bevare intimiteten. Vi talte om de fine berøringer – selvom sex ikke er en mulighed – og værdien heraf. Manden oplevede faktisk, at han havde trukket sig fra sin hustru og han havde enormt svært ved at være intim med hende, når han nu ikke ”kunne gøre det færdigt”. Han havde et stort ønske om det, men ville ikke skuffe hende.
Og hun var enormt ked af at blive afvist, for hun havde et stort ønske om, at de kunne ligge sammen og bare mærke hinanden, nyde intimiteten og bare være. For hende var målet på ingen måde, at de skulle have samleje.

Det var en værdifuld og rigtig god samtale. Parret forlod mig, fyldte med håb. Ikke et håb om en lang fremtid sammen, men om en fremtid (selv om den måske bliver kort) fuld af opmærksomhed, følelser, nærhed, tid og små fine oplevelser, som kan fylde dem med kærlighed og mod til at være sammen, selvom det lige nu måske er den tid der er allersværest for dem.

Seksualitet er mange ting 

Seksualiteten har mange vinkler og mange forskellige grader. Skalaen fra nærhed til intimitet og sensualitet spænder bredt og overlapper hinanden. Ofte har vi et billede, der er sort og hvidt og man kan måske komme til at tænke, at det er spild af tid at fokusere på at få sexlivet til at fungere.

Men når livet er allersværest, når seksualiteten er det sidste, man har overskud til at tænke på, så er det der, at man netop skal fokusere på den – ikke som man almindeligvis ville tænke på seksualitet, men på en ny måde. Det er her, man skal finde de små alternativer til sex, de små stunder, man kan have sammen med nærhed, holde i hånd, blide kys, hygge og bare nyde det, der er og det der kan blive i situationen.

Det er aldrig “spild af min tid” at arbejde med seksualiteten. Tværtimod. 

Læs flere indlæg om sygdom og seksualitet