Sex på recept

Sex på recept – DR nedbryder tabuer

De fleste af os kender sex som noget dejligt. Vi forbinder seksualitet med frække stunder, lækre orgasmer, livskvalitet og romantik.

Men sådan er det ikke for alle. Langt fra. Der findes nemlig rigtig mange mennesker, som forbinder sex med noget svært, skamfuldt, smertefuldt eller noget, der bare ikke fungerer. Desværre er det et stort tabu, når seksualiteten ikke vil, som vi vil, og derfor kan det være forbundet med skam eller pinlighed at søge hjælp.

Det gør DR3 nu noget ved!

I programmet ”Sex på recept” har DR3 fået en helt usædvanlig adgang til en af de afdelinger på landets hospitaler, som ellers er hermetisk lukket for offentligheden.

Sex på recept er med, når læger, sygeplejersker, sexologer og terapeuter på Sexologisk Klinik på Aalborg Sygehus behandler patienter for blandt andet:

  • Pornoafhængighed
  • Manglende sexlyst
  • Rejsningsproblemer
  • Smerter ved samleje
  • For tidlig udløsning

 

Pssssst: P1 sætter også fokus på emnet med deres radioprogram om sex, lyst og lidenskab. Den 21. september 2018 kunne du høre mig fortælle om erotiske hjælpemidler (sexlegetøj). Du finder den udsendelse, hvor jeg er med lige her –> Tændt på P1.

Sex på recept og chokbølgebehandling

Ved siden af min private praksis arbejder jeg som ekspert i erektile dysfunktioner (rejsningsproblemer) på Sexologisk Klinik på Aalborg Sygehus. Derfor medvirker jeg også i Sex på recept, og i andet afsnit kan du se mig give chokbølgebehandling til en patient med rejsningsproblemer.

Det kan lyde voldsomt med chokbølger på penis, men som det ses i programmet, er det ganske smertefrit.

 

Modige medvirkende i Sex på recept

Jeg er fuld af ærefrygt og respekt over for de patienter, der medvirker i programmet. Nogle af dem står helt frem, mens andre er er blevet slørede, men uanset graden af fremtoning kræver det stort mod at lade et TV-hold følge med, når man taler om incest eller pornoafhængighed med en terapeut, eller når man som ganske ung mand står frem på nationalt TV og indrømmer, at man lider af for tidlig sædafgang.

Jeg synes, det er så uendelig flot af de medvirkende, at de med så stort mod og åbenhed er med til at nedbryde nogle af de største tabuer i vores samfund. Og jeg håber, at de på den måde er med til at få endnu flere til at søge hjælp, når seksualiteten driller eller gør ondt.

Sex på recept får hermed min varmeste anbefaling! Tak til DR3, de medvirkende og mine kolleger på Sexologisk Klinik for at behandle et så følsomt emne på en sober og ordentlig måde!

 

Søg hjælp

Hvis du selv har ondt i sexlivet, er det en rigtig god idé at søge hjælp. Det er ikke meningen, at vi skal klare alting selv, og min erfaring er, at med den rette hjælp kan du få et dejligt og tilfredsstillende sexliv, uanset hvad dine problemer skyldes.

Du kan enten få hjælp hos din egen læge, på en de offentlige sexologiske klinikker eller hos en autoriseret sexolog.

Programmet Sex på recept blev sendt første gang d. 1 maj 2017. 

DR P1 – Tændt

 

Den 21. september 2018 medvirkede jeg i radioprogrammet Tændt på P1.

Hør med i podcasten, der handler om sexlegetøj og erotiske hjælpemidler. Du finder mig ca. 20 minutter inde i udsendelsen.

Tændt på P1